Sejlsportsligaens 2. division er desværre en realitet…også for SSK…

Foto: Henrik WinklerDen 26. og 27. september blev der sejlet årets sidste Ligastævne, og finale-stævne, ud for Langelinie i København.

Vores fortsatte deltagelse i 1. division var før stævnet mere end truet ved den aktuelle placering som nr. 16 og der skulle både en top 10 placering og lidt hjælp fra de andre klubber til, for at det skulle kunne lade sig gøre at blive .

Holdet blev samlet og bestående af Gert og Troels Toft, Lars og Erik, samt alt den positive tænkning der kunne findes frem…

Holdet besluttede at tage en dag tidligere af sted og leje en båd, for at få noget træning før det skulle gå løs om lørdagen. 3 timer på vandet med intense manøvre-træning og finpudsning af arbejdsopgaverne om bord, gav lidt ro og håb om at kunne levere så god en indsats som overhovedet muligt.

Med vinden på tværs af Københavns Havn var det meget korte ben i banen, som blev forlænget med et ekstra opkryds og måltagning på halvvind lige inde foran Langelinie Havn. Vinden var med kun 4-6 m/s meget springende og ”stribet” når den kom ud fra byen. Lidt som vi kender det på søerne, så strategien og vejvalget på banen blev alt afgørende. I løbet af stævnet drejede vinden mere en 90 grader mod nord og stod til sidst langs i havnen. Så ”scenen” skiftede næsten konstant og opskriften fra den foregående sejlads kunne sjældent bruges igen. Meget udfordrende.

Foto: Henrik Winkler”Buketten” af resultater vi kunne tilkæmpe os bestod af : 1 x 1. plads, 4 x 2. plads, 1 x 3. plads, 2 x 4. plads, 1 x 5. plads og 2. x sidste pladser. Den ene primært pga tyvstart.

Det er dog værd at fremhæve, at 1. pladsen blev taget i et race, besat af de absolut bedst placerede klubber.

Lige til sidste sejlads søndag eftermiddag håbede vi på miraklet, men måtte dog se vores eksistens i 1. division forsvinde i den lune sensommerluft.

Med en samlet 9. plads i dette sidste stævne manglede vi kun 4 placeringer for at blive ”home safe” i 1. division.

Sammen med klubberne Middelfart, Vallensbæk, Sønderborg og Skærbæk må vi så tage kampen op i 2. division næste sæson.

Stævnet blev vundet af KDY repræsenteret af vores verdensmester i Match Race, Lotte Melgaard sammen med hendes ”all female” team.

Foto: Henrik WinklerSkal man prøve at konkludere noget efter denne sæson, så er det primært båd-håndteringen der er vores største udfordring. Manøvrer og ikke mindst rutinen til at vurdere mest optimale vindvinkel på slør er det vi mangler at træne. De 3 timers træning forud for dette stævne var en væsentlig årsag til det resultat der blev opnået i dette sidste stævne. Sejlerne på SSK´s Ligahold har dog vist vilje og gejst til at deltage i træningen, som blev arrangeret hen over foråret i J80 i Hou, - men niveauet i Ligaen kræver en mere intens træningsindsats. En J70´er i klubben vil med sikkerhed kunne bringe os frem i den forreste del af Ligaen.

Men et fantastisk og sjovt stævne med sejlads på højt niveau, blev afsluttet med kåringen af den samlede vinder af Liga´en, Skovshoved Sejlklub.

Tak til bruttoholdets sejlere, som har brugt tid og penge på at rejse rundt i landet og repræsentere SSK på måske de mest intense kapsejlads-slagmark der findes i dag. Sejlerne fra andre klubber har fundet ud af, at der findes en klub i Søhøjlandet, som godt kan give dem kamp.

Vi håber og regner med at vi kæmper videre i 2016, og så skulle vi gerne være tilbage i 1. division igen.

 

Erik