|
Første vandprøver
d. 7. nov.
Efter
at der nu efter bedste skøn er vasket omkring 50 både, er der taget
vandprøver i klaringstanken i tre forskellige lag. Vandet i alle
flasker var meget klart og viser, at systemet fungere efter
forventningerne. Prøverne er taget med det af Ole specialudviklede
apparat, der anvender tomme vandflasker, der vendes og fyldes i det lag,
hvor prøverne skal udtages. Ole har også fortalt til hjemmesiden, at han
nær havde taget fejl af sin medbragte vand til frokosten og så en af
prøverne. Hvis etiketterne ikke er væk, vil flaskerne endda kunne
indløses med pant uden problemer. Ole arbejder på at få det sidste på
plads i projektet, så det kan godkendes mere officielt.
Indvielse af anlæg
d. 29. okt.
Lørdag
den 29. oktober blev anlægget indviet ved en festlighed efter
Standernedhalingen. Som gæster deltog blandt andet Hans Okholm, der var
inviteret som formand for Gudenåkomitéen og Formand for Miljøudvalget i
Silkeborg Kommune samt Frank Borch fra Silkeborg Byråd som formand for
Vejudvalget. Til at styre festlighederne var klubbens Grand Old Sailor,
forhenværende borgmester Jørn Würtz, mødt op. Hans velkendte stil med
det godmodige drilleri, fornægtede sig da heller ikke her, hvor han til
forsamlingens fornøjelse bemærkede, at man jo nu måtte forvente,
at lignede tiltag for miljøet blev taget både i Indelukket, i andre
bådklubber i søsystemet og hos private.
Festlighederne blev afsluttet med at André Nielsen, som vinder af
klubmesterskabet, klippede den røde snor over, for derefter at vaske
bunden på sin båd Rytmehans på den miljørigtige måde.
Se formandens tale
her.
Aflevering af projekt
d. 24. okt.
I
dag blev den del af projektet, som DK Totalbyg står for, afleveret. Det
sidste der skete var, at vejen og området blev tromlet for sidste gang,
så de uundgåelige spor fra store entreprenørmaskiner blev fjernet.
Nu resterer der et opfølgningsarbejde omkring asfalt og færdigmontage af
el og vand og forskelligt andet, men der kan vaskes både på den
miljørigtige og lovlige måde - og man kan stadig melde sig som
sponsor!
Så er der støbt
d. 20. okt.
Efter
et par dages kraftigt regnvejr kunne der endelig støbes betondække på
vaskepladsen. Der kan derfor ikke tages både op før mandag.
Senere på dagen blev vandrenden ved Sejsvej glattet.
Snart støbetid
d. 17. okt.
Dagen
var dagen, hvor der skulle støbes dæk over brønden. Forberedelserne ses
her i fuld gang om formiddagen. Støbningen må dog udsættes i følge
pålidelig kilde, da der er en af de vigtige i den proces, der er blevet
syg. Man håber dog, at støbningen kan foretages i morgen.
Så er der asfalt
d. 14. okt.
I
dag er der lavet "bump" på vejen og ved Sejsvej er der lagt nyt asfalt, så
vandet ikke mere løber ned ad grusvejen.
På klubbens P-plads mod skoven, er der lagt grus, som vandet kan sive
igennem. Nu får vi ikke mere mudrede sko og tilgriset tøj her.
På vaskepladsen er der placeret brønde og der er trukket kabler.
Fakta omkring aftaler
d. 13. okt.
På
baggrund af at der i klubhusmiljøet flyder en del oplysninger rundt,
som Ole finder misvisende, har han ønsket, at
man her på siden kan læse et par linier i et referat fra et
informationsmøde, som han og
Flemming afholdt med bestyrelsen den 11. okt. om projektet. Ole har
skrevet referatet og fremsendt det til Flemming og bestyrelsen d. 12.
okt. Der står blandt andet:
"Ole oplyste, at det var:
kr.150,000. til vaskepladsen + kr.8.400 til automatik, som bestyrelsen
ønskede.
Et budget til vejen var der sagt nej til, og her fattes gruppen
selvfølgelig penge."
Rejsegilde
d. 12. okt.
Efter
en formiddag med heftig brug af store maskiner og en flot indsats fra
flere af klubbens medlemmer, blev der holdt rejsegilde i klubhuset kl.
12.00 med pølser fra Triangelens pølsevogn.
Da var både parkeringspladsen og vejen til Sejsvej og Kongsholm belagt
med stabilgrus, udjævnet og tromlet som en motorvej. En del af
kloakarbejdet blev også færdigt. Klik på billedet for flere fotos.
Dagen var også dagen, da de første sponsorater blev tegnet på
hjemmesiden.
Stop for vandet fra Sejsvej
d. 9. okt.
Ole
har i dag udsendt mail til relevante modtagere om at en meget stor del
af af det forurenede vand, der løber ud i Brassø fra vejen til
sejlklubben, skyldes den måde, kommunen har asfalteret afkørslen til
grusvejen på. Det forværres af det forhold, at der langs Sejsvej ikke
findes gennembrud til skoven, som vandet kan afledes til. Ole har hos
LVK-Vej bestilt ny asfaltbelægning til nedkørslen lagt sådan, at vandet fra
Sejsvej ikke mere ledes ned ad vejen til klubben og ud i søen.
Tvilsomt med vejforbedringer
d. 5. okt.
Entreprenøren
har undersøgt vejens tilstand og fundet, at der kun er omkring tre cm.
stabilgrus oven på jorden. Der bør være meget mere. På mødet den 4.
oktober blev det nævnt, at gruppen ville forsøge at finde sponsorer til
miljøprojektet. Nu har bestyrelsen meddelt, at det op til projektgruppen
selv at finde penge og sponsorer til grus og at man ikke
medvirker hertil. De 60m3 stabilgrus er dog allerede bestilt
og vil blive lagt på. Det er ikke den optimale løsning - men kun den
allermest nødvendige.
Projektmøde i klubben
d. 4. okt.
Møde mellem bestyrelsen (Ejlert og Torben), Entreprenør, Ole, Per, Erik
og Jens.
Det
blev besluttet at ændre vejens udformning efter skovens forslag. Det vil
samtidig give store besparelser på fremtidige årlige vedligeholdelsesomkostninger til vejen. Der bliver
også lagt et lag stabilgrus på vejen langs bådpladserne ved Gl.
Hattenæs.
Der søges om sponsorbidrag til projektet fra forskellig side. Der er allerede kommet sponsorer. Nærmere herom på hjemmesiden snarest.
Notater omkring projektet
d. 3. okt.
Møde med "Skoven"
Skoven ser gerne, at der bliver gravet ca. 40 cm.
dybe render fra vejkanten og fem meter ind i skoven,
gerne otte styk, mellem Sejsvej og klubben
De vil også gerne, at vejen tilføres ca. 60m3 vejfyld og at vejen
rettes af og vibreres. Ovenpå bør lægges et passende lag af vejgrus, så
vejen bliver helt i orden. Ole har informeret bestyrelsen om prisen
herfor, hvis man ønsker det udført.
I morgen tidlig, d. 4. okt. er bestyrelsen inviteret til samtale i
klubben med entreprenøren for aftale.
|