Formandens velkomsttale
Jeg
vil gerne byde velkommen til medlemmer, forældre og sponsorer til båddåb.
Det er en stor og festlig dag for klubben og ungdomsafdelingen især.
I Silkeborg Sejlklub har vi de seneste år arbejdet målrettet på at udvikle vores uddannelsestilbud både omkring de voksne elever via sejlerskolen og for de unge under 25 år i Ungdomsafdelingen.
Disse afdelinger er vigtige for den fortsatte tilgang af nye medlemmer både til sejlsporten generelt men også til vores klub. Vi bliver jo ikke yngre med årene som det nok tydeligt kan ses på bl.a. min hårfarve.
Med den øgede aktivitet er det jo også vigtigt at klubbens materiel er i orden. For 2 år siden investerede vi i 6 nye Tera joller og sidste år var vi så heldige at kunne overtage to let brugte Feva joller fra en nærliggende klub. I år blev klubben udnævnte til ungdomsvenlig sejlklub, om også var et af de mål vi havde sat os for fremtiden. Også på sejladsområdet har der været fremgang de sidste par år med stigende aktivitet for unge under 25 år. Bl.a. havde vi i år to deltagere med ved VM for Tera joller i Åbenrå og de klarede sig fint set med vores øjne og fik pæne resultater med hjem.
Nu er vi så i den lykkelige situation, at vi med venlige sponsorers hjælp har fået suppleret vores beholdning af optimist joller, så vi bedre kan understøtte den øgede aktivitet for de unge.
Men det skal jeg jo ikke tage æren for, og derfor vil jeg give ordet videre til Annette, som er formand for Ungdomsafdelingen.
Formandens slutbemærkninger
Til slut vil jeg sige tak til alle fremmødte, og lad os udråbe et trefoldigt leve for Silkeborg Sejlklub!
Klubben er nu vært ved pølser, samt øl og vand.
Ejlert Andersen