VESTINDIEN CUP D. 10. SEPTEMBER 2011

 

Vestindien cup er en distancesejllads der består af 2 sejladser, så man kommer rundt i hele Skanderborg sø med frokost på den modsatte side end klubben.

 

Vi stævnede ud sammen med ca. 80 andre joller fordelt i flere klasser. Alene i C-optimist klassen startede 47 joller. Vejret var overskyet og der var fin vind.

I første sejllads kom Kasper rigtig godt fra start og han rundede 1. bøje som den første. Den plads blev der aldrig tvivl om og han gik over mållinjen sammen med slutfeltet af B-sejlerne, som var startet før.

 

Efter en lang frokostpause hvor sejlerne fik pølser og sodavand og der var god tid til socialt samvær mellem sejlere og deres forældre, blev 2. sejllads sat i gang. Nu var der kommet lidt hul i skydækket og vinden havde også lagt sig noget, hvilket kom til at præge sejladsen. Sejladsen startede med et kort op kryds, hvorefter der var lagt op til en lang læns, hvor Æbleø bla. skulle rundes med siv og hvad dertil hører.

 

Kasper fik en nogenlunde start og rundede bøjen som nr. seks, på læns tog han igen fra og kom som den første til Æbleø. Her blev sejlerne dog samlet, da vinden forsvandt i hullet bag øen. Efter at have ligget stille i nogen tid fik en gruppe vind i sejlene og kom af sted. Da den sidste ø skulle rundes fik Kasper rigtig god brug for sin erfaring fra Silkeborg søerne og da resten af gruppen forsøgte at runde øen alt for tæt, trak han endelig fra og kunne endnu engang passere målstregen i ensom majestæt.

 

Alt i alt en rigtig god dag og et rigtigt godt stævne."

 

Skrevet af

Anne Zachariassen